Mit skib er af beton og bygget i 1933. Det har sejlet mellem forskellige øer i den svenske skærgård. Jeg var i Stockholm med en gruppe unge, som jeg var med til at lave et EU-projekt med. En dag gik jeg en tur på havnen ude på Djurgården og fik øje på dette her skib, der var til salg. Da jeg så skibet, blev jeg forelsket i det. Og da projektet med de unge var færdigt, tog jeg kontakt til mægleren.

Lige efter skulle jeg på ferie i Grækenland, men mens jeg var der, gik jeg og tænkte på skibet. Jeg ringede til min bankrådgiver, og helt kæk sagde jeg til ham: »Jeg vil gerne have, at du overfører 500.000 kroner, for jeg skal købe et skib«. Bankrådgiveren trak på det, men mærkeligt nok gjorde han det, og da jeg kom hjem, skrev jeg under på købet.

Og så begyndte det ’sjove’, for der var ingen havnepladser ledige i København, og hvordan skulle jeg i det hele taget få det hjem? Jeg havde overhovedet ikke tænkt på alt det praktiske. Jeg var vant til at have små joller eller mindre sejlskibe. Det tog to år, før jeg fik lov til at komme herud ved Refshaleøen. Imens lå skibet i Stockholm, hvor det havde en plads, som var betalt 20 år frem i tiden. I de to år tog jeg til Stockholm i weekender og ferier og fandt efterhånden ud af, hvordan jeg gerne ville have, at båden skulle indrettes.

Før jeg flyttede ind på skibet, boede jeg på Østerbro i en lejlighed på 200 kvadratmeter. Da min datter var færdig med gymnasiet og flyttede hjemmefra, var vi kun to voksne og en hund tilbage i den kæmpestore lejlighed. Og til sidst var der bare hunden og mig.

De store vidder

Jeg kom til Danmark i 1966, og her har jeg boet mange forskellige steder og prøvet mange forskellige boformer. Jeg var med på den første Thylejr, og jeg har blandt andet også boet helt oppe i Hulsig syd for Skagen, på Bornholm og i kollektiv i København. Jeg elsker naturen, men samtidig er jeg også bymenneske. I hele mit liv har jeg været meget socialt og politisk engageret og har spillet musik.

Her på skibet har jeg både naturen og byen lige ved siden af. Hvis man bor på Nørrebro eller i Kartoffelrækkerne, kan man måske se 50 meter frem. Fra skibet her kan jeg se flere kilometer væk, og vidderne tiltaler mig. Den dér åbenhed, vi har – den er så fantastisk. Det er et rigtig dejligt miljø. Vi er en lille familie, der bor her: Min kæreste, Heidi Børsholt, vores hund, Rita, og jeg.

Da jeg fik plads herude og fik skibet til København for 16 år siden, flyttede jeg ind og begyndte at bygge om. Fordi det var et svensk skib, var det fyldt med elradiatorer. Det ville være alt for dyrt i Danmark, så jeg købte en god brændeovn i stedet. I år har vi så også fået en varmepumpe. Jeg begyndte med at bygge toilet, bad og køkken. Køkkenet har vi bygget om nogle gange, indtil vi fandt ud af, at det fungerer allerbedst at have det, hvor det er nu. For fire år siden byggede vi en overtage på, hvor vi har en dejlig stor stue og terrasse.

Under dækket har vi soveværelse, værksted, septiktank og en vandtank i tilfælde af, at vandet fryser til om vinteren. Det er så dejligt at sove nede i mørket. At sove nedenunder er som at være i livmoderen. Du kan høre vandet og mærke bådens bevægelser. Dog mærker jeg faktisk næsten ikke bevægelserne mere. Kun når de er ekstreme, fordi nogle fjolser sejler forbi med deres speedbåd med alt for høj fart.

Godt fællesskab

Lige her ved siden af skibet har jeg min store jolle, og den plejer jeg at sejle i hver dag. Sommer og vinter. Derudover har jeg også en lille træjolle. Jeg elsker at sejle. Her bor alle mulige mennesker. Arkitekter, virksomhedsejere, tv-folk – og pensionister som jeg. Jeg blev pensioneret for fem år siden som socialrådgiver, men musikken er jeg ikke pensioneret fra. Jeg har stadig mit band, Dale Smith Blues Band.

Det er et meget blandet miljø, og jeg kan godt lide, at vi er kaptajner på hver vores skib, men samtidig er vi afhængige af hinanden. Vi hjælper hinanden. For eksempel hvis en båd har revet sig løs.

I vinter faldt jeg, og jeg slog min skulder og arm slemt, og det er helt fantastisk, som naboerne har hjulpet med ting, jeg ikke selv kunne. Nogle kom og spurgte, om de skulle gå en tur med hunden. Nogle af os har en lille madklub og spiser sammen hver onsdag. Jeg synes, vi herude bruger hinanden godt på mange forskellige måder.

fortsæt med at læse

Sommerserie:

»Jeg brænder for min have, den er mit et og alt«