For tre år siden var den amerikanske journalist Catherine Price lige blevet mor til den fineste lille pige, der havde brug for hende døgnet rundt. Den nybagte mor var konstant træt og sad dagligt i timevis og scrollede tanketomt gennem sociale mediers endeløse strøm af opslag. Hendes smartphone var et redskab til almindelig adspredelse og til at håndtere, at hun nu var mor og havde ansvaret for et lille menneske. Samtidig hjalp lyset fra den blå skærm hende med at holde sig vågen.
»En aften sad jeg som så mange gange før med min datter på armen. Jeg lagde mærke til, at hun kiggede op på mig og søgte kontakt, mens jeg havde øjnene rettet mod min telefon. På det tidspunkt var hendes øjne så udviklede, at hun lige akkurat kunne se sin mors ansigt. Og her sad jeg og gloede på et apparat uden at gengælde hendes behov for kontakt. Det var rædsomt at opleve, og det satte tanker i gang«, fortæller Catherine Price.
Hun besluttede sig for, at hendes datter ikke skulle vokse op og tro, at det er sådan, en menneskelig relation fungerer. At den ene forgæves søger kontakt, fordi den anden har opmærksomheden rettet mod en skærm. Samtidig skulle hendes egen oplevelse af at blive mor ikke ødelægges af at sidde og stirre på en telefon af selviske grunde.
»Jeg begyndte at se kritisk på, hvordan jeg selv bruger telefonen. Jeg talte med min mand om, hvordan han brugte sin, og jeg begyndte at kigge mig omkring. Pludselig gik det op for mig, hvor skræmmende det egentlig er, når alle i New Yorks subway sidder og stirrer ned i telefonen. Vi er blevet hypnotiseret af de her apparater og ender som et samfund af zombier, hvis vi ikke gør noget«, siger Catherine Price.
