En morgen sagde Long Litt Woon farvel til sin mand, som hun plejede. Han gik på arbejde, som han plejede. Men han kom ikke hjem igen, som han plejede. Næste gang hun så ham, lå han i en hospitalsseng med lukkede øjne. Han trak ikke vejret. Hun håbede hele tiden, at han vågnede op. Men han var død.
»Jeg havde altid troet, at jeg var en selvstændig kvinde, men jeg opdagede, at der var mange ting, jeg ikke kunne, da Eilof døde. Jeg stod midt i kaos, i mørke, i et liv, jeg overhovedet ikke kendte. Det var ikke bare et tab af min mand, det var et tab af min identitet. Hvem var jeg uden ham?«.
Hun taler om sorgen i korte sætninger. Nøgternt, som om sorgen var så stor, at ord ikke dækker det.
»Det var et nyt land, jeg skulle lære at leve i«, siger hun og lader afgrunden folde sig ud i pausen efter ordene.
