Hver tirsdag har jeg badetøj med på arbejde. Håndklæde, badedragt, klorshampoo. Jeg går til svømning efter arbejde. Jeg er ved at lære at crawle. Det er svært, og jeg er ikke ret god til det, men jeg øver mig, og ingen siger andet end »okay«, når jeg fortæller det. Crawl er noget, voksne mennesker går til. Det er en færdighed, ikke alle mestrer.
Sådan var det ikke sidste efterår, hvor jeg også gik til svømning. Fordi jeg ikke kunne svømme. Ikke på måden, hvor jeg ikke kunne svømme over Den Engelske Kanal eller en kilometer i en svømmehal. Jeg kunne ikke svømme. På måden, hvor jeg græd ved tanken om at skulle i svømmehallen og på færger, broer, tæt ved vand altid nåede at tænke, at jeg skulle passe på. Fordi jeg ikke kunne bære, at den sidste tanke i mit liv, før jeg druknede, ville være »det er din egen skyld«.
