Da jeg var barn, holdt vi altid jul hjemme. Min far var dyrlæge, og af en eller anden grund havde han og hans kompagnon delt julevagten sådan, at de tog en time hver på skift og han havde, som jeg husker det, også tit vagt en juledag eller to, hvor vi var hjemme, mens han ventede på, at telefonen ringede med en mælkefeber eller en kviefødsel.
Det gjorde den sjældent, så når jeg tænker på min barndoms juleferier, er de som en flod af ro, vi flød af sted på. Jo, jo, der var drama og nerver og så meget spænding, at man havde kvalme. Der var min lillebror, der et år fik en cykel og grædende sagde: »Jamen, er den virkelig til mig«, selv om han virkelig var den eneste, som cyklen passede til i størrelse. Der var børn, der råbte, vi er fem søskende, min farmor, der altid prøvede at snyde sig uden om at hente gaver, min farfar, der spiste skildpadder, og alle børn, der altid fik mandlen.
