I søndags så jeg noget meget smukt. Min bror Ole skulle slagte sine gæs, og jeg fik lov til at kigge på. Jeg har selv slagtet gæs mange gange. Kørt dem over til Thorkild, hovedet af, skoldning og et halvt minut i plukkemaskinen, færdig slut og velbekomme. Sådan gør Ole ikke, for kusine Elin ville hjælpe. Hun vil have dunene.

Derfor fik jeg lov til at overvære den fest, som i gamle dage fandt sted overalt på landet, hvor man havde en flok gæs til eget brug. Dengang man passede på alt af værdi. Gåsesteg var (og er) en luksusspise til jul, men gåsedun er rent guld. Derfor tørplukkede man gæssene. Hermed opskriften.

Efter aflivningen lægges gæssene i 86 grader varmt vand i 4 minutter. Så pakkes de ind i et tørt klæde og ligger der i 8 minutter. Så begynder man med at plukke det yderste lag fjer, dækfjerene, af, og når det er gjort, ligner gåsen en stor blød, snehvid pude.

Alle dunene sidder tilbage i et tykt tæt lag, næsten tørre, helt rene, og de har været varmet så meget op, at de kan plukkes af så nemt som ingenting. Host, nys og smæk med døren er forbudt i denne fase – dunene vejer mindre end ingenting.

Efter cirka halvanden time er gåsen fin og ren og helt nøgen. Alle dunene er samlet for sig og lægges i en stor stofpose. Fjerene smides ud. Elin tager dunene med hjem, hænger posen ved brændeovnen i et par uger, så de kan tørre yderligere, og fylder det dobbelte, og så syr hun dynevår til endnu en gåsedunsdyne af fineste kvalitet, med kanaler og det hele.

Alle i familien har fået en – hun mangler kun det yngste barnebarn. Der skal dun fra 10 gæs til en god dyne. Ingen vask, ingen rens – gåsedun fra tørplukning er noget af det reneste naturmateriale, der findes.

Så enkelt er det, og nej, dette er ikke endnu et nostalgisk gylp om gode gamle dage, tværtimod. Metoden er lige så enkel og gyldig som for 100 år siden og kræver kun, at man bor et sted, hvor man kan have en flok gæs. At man køber gæslinger om foråret, lader dem gå ude og æde græs hele sommeren (i stedet for at klippe det) og slagter dem nu.

Udgifterne til foder er minimale, og når slagtedagen finder sted, samles familie og venner for at tørplukke gæssene, og man spiser Lissis berømte suppe bagefter. Kvinder plejer at dominere, men mænd kan også. Børn ingen hindring, men de skal være af den rolige og tålmodige slags.

Det bedste: Sådan en gåsedunsdyne kan holde det meste af et menneskeliv. Man kan selvfølgelig bare købe den (6.000-7.000 kroner), men bevidstheden om, at man selv har været med til lave den af gæs, der har haft et smukt liv, kan ikke måles i penge.

Ole har lovet mig dunene næste år. Elin har lovet at sy. Jeg kommer og hjælper, selv om jeg er inderligt flov over, at jeg har haft gæs selv i 20 år og aldrig plukket et dun.

fortsæt med at læse

Søren Ryges klumme:

Mit livs værste tåge