Så fik jeg endelig georginefred. Lørdag 27. oktober plukkede jeg årets sidste buket til Ingelise plus et par hundred hoveder til Dagmars fødselsdagsbord. Søndag morgen frøs det to grader, og georginebedet var sort af kulde. Nu kan jeg gå i haven uden at tænke på, hvem der skal have buketter i dag. Nøjes med det sikreste af alt: vejret! Ikke det, vi hører om i fjernsynet, men det, vi ser og hører og mærker i virkeligheden langt, langt ude på landet på Djursland.
Søndagen var iskold og med julesne midt på dagen. Hunden var målløs, og Cathrine snakkede om vinterdæk. Mandagen var bare kold, grå og våd med ansatser til vandpytter på vejen, og tirsdagen endnu gråere, selv om blæsten hujede og flyttede blade. Fik dog lagt de sidste 300 tulipanløg og frøs slet ikke, fordi det næsten var lunt, og jeg måtte smide jakken. Om onsdagen lettede det grå, solen tittede, og vindroslerne pippede igen. Torsdag var det simpelthen yndigt med 14 grader og lav gyldensol, og jeg fik blomsterabstinenser og plukkede en buket morgenfruer, der som de eneste tåler frosten, mærkeligt. Fredag lukkede himlen igen, men lunheden blev hængende, og hunden var glad som på en sommerdag, drønede ud over græsmarkerne, fik fært af en usynlig kat, rullede sig i en gammel kolort, gravede efter mus og sprang i bækken efter vand. Mens jeg bare gik og gik og så fire musvåger, to ravne, en glente, en tårnfalk plus et par hundred af de små, jeg som regel ikke når at identificere, fordi de bare er sorte prikker, der hvirvler og danser hen over markerne og forsvinder i hegn og krat.
