Forestil dig følgende situation udspille sig juleaften, når I netop har sat jer til bords:
Moster Mette bedyrer, at hun er holdt op med at spise kød, siden sidst I sås. Hun har længe haft svært ved at læse historierne om, hvordan grise og kyllinger behandles i danske stalde. Indslaget fra TV-avisen med de hylende svin på vej mod slagterummet har boret sig ind i hendes bevidsthed som en fast melodi. Hun bøjer sig, og fra sin praktiske rygsæk hiver hun nu en bøtte med en mellemøstligt inspireret kikærtesalat og presser den forsigtigt ind mellem de to fade med and og flæskesteg på bordet.
Teenagedatteren Laura er lige blevet 18 og markerede voksenlivet ved at flytte i kollektiv med nogle unge kvinder fra studiet. Optændt af at sikre et bedre klima for de kommende generationer har hun valgt at frasige sig alle animalske fødevarer. Ligesom veninderne. Der er ingen anden udvej, mener hun. Altså er hun blevet veganer, steg og sovs er ude af menuen, og hun kan heller ikke lege med om mandelgaven.
For den ene bordende sidder den altid vrisne onkel Jørgen og lytter. Han er glad for kød. Måske lidt for glad bedømt på antal centimeter om livet. Indtil videre har han holdt sin galde indenbords. Men nu gider han ikke mere pis. Folk må fanme spise det, der er på bordet, i stedet for at være så skide hellige, bander han. Alle tre kigger på dig. For det er dig, der har lavet maden. Det er dig, der samler familien år efter år og lægger alle dine kræfter i at skabe det lækreste julemåltid. Det er dit gæstebud. Din kærlighedserklæring til familien. Så hvad gør du nu?
