Hvordan er det nat efter nat at køre rundt og lede efter sin 14-årige søn? At miste kontakten til sit barn i et år? At få ham hjem, tynd, gennemtæsket og panisk angst for næste straf for en ubetalt dummebøde? At tale nøgternt om, hvorvidt han skal begraves i stilhed, eller narkovennerne skal have lov til at komme med?
Kontrasten mellem det brutale indhold i Charlotte og Jan Jensens fortælling om at være forældre til en stofmisbruger og pænheden i deres velindrettede hjem i Søborg er slående. Men kun overraskende, hvis man tror, at ’den slags’ kun sker for andre – underforstået andre, der ikke har styr på tingene.
Antagelsens skær af fordømmelse gør det ekstra svært for tusindvis af forældre at leve med den rådvildhed, angst, magtesløshed, vrede, frustration, udmattelse og sorg, som ofte følger med og får mange til at holde problemerne for sig selv.
Men ikke politikommissær Jan Jensen fra Københavns Vestegns Politi og lægesekretær ved Rigshospitalet Charlotte Jensen, som en fredag før jul lukker Politiken ind i deres hjem og liv.
