Da jeg var barn, elskede jeg min græskfødte mormors historier om, hvordan det var at komme til Danmark lige efter krigen, hvor man ingenting kunne få at spise. Om hendes svigermor, der troede, hun havde bagt æbler, da hun for første gang så kartofler i både i ovnen. Om ham på Strøget, der ikke ville sælge min mormor et kilo druer, fordi han hellere ville sælge dem i små klaser, og hende i Irma, der sagde »hamstrer De?«, da min mormor købte et kilo pasta. Det gjorde hun nu ikke, hun skulle bare servere pasta med kødsauce for sine børn.
Jeg kan huske, hvordan jeg gyste lidt i fryd over, at jeg ikke levede i så triste tider, og hvordan jeg tænkte, at nu, jamen nu kunne man få alting på det Nørrebro, hvor jeg boede i 1990’erne. Nu kunne man få mange slags feta, hvis man havde lyst, store bundter af persille og dild. Grønthandlerne havde bunker af kalamataoliven, og hvor blev jeg glad, første gang jeg kunne købe filodej i mit lokale supermarked.
