For en uge siden stod jeg foran en stor rød murstensbygning og kiggede op mod vinduerne på 2. sal. Først ved indgangen mod sydvest, derefter på bagsiden mod nordøst. Bag to fag af plejehjemmets mange vinduer opholdt min mor og far sig nemlig, i hver sin afdeling.
Jeg kunne mærke, det boblede lidt i kroppen. Godt nok måtte jeg ikke komme ind på grund af besøgsforbud, men næste dag ville vi med udebesøg få mulighed for at se hinanden i øjnene for første gang i 11 uger. Endelig.
Bagefter gik jeg under en blå majaftenhimmel ned til havnen i den lille by, inhalerede duften af vand, vind og vidder. Som man jo kan, når man har sin førlighed og er uafhængig af andres hjælp.
Kontrasten mellem deres og mit liv blev tydelig. Og symbolsk for kontrasten mellem alle, der på grund af sygdom, handikap eller alder er særligt sårbare, og os, der selvfølgelig ikke kan vide, hvad fremtiden bringer, men som ikke er sat under særlig beskyttelse og derfor ikke lider særlig store afsavn.
