For nylig havde jeg fødselsdag. Jeg fejrede den ved blandt andet at slå omkring 200 søm i nogle brædder i et lille anneks, vi er i gang med at bygge ved familiens fælles sommerhus, fordi vi har brug for ekstra sovepladser til alle os og alle dem, der kommer i fremtiden. Jeg har spekuleret over, hvorfor jeg nød det så meget. Det er monotont og kedeligt arbejde. Dunk-dunk-dunk. Adskillige gange ramte jeg min tommelfinger, der var blå og mast, og alle de knækkede og skæve søm er en historie for sig. Jeg måtte æde mit raseri over usle, gamle søm, der bøjede, blot man ramte en lille bitte smule skævt på hovedet. Det tog en evighed. Eller i hvert fald tre-fire timer. Det burde være vildt kedsommeligt. Dræbende, faktisk. Men det var det stik modsatte. Det var livgivende, tilfredsstillende og beroligende at stå der og hamre søm i sammen med min kyndige svoger. Hvorfor mon?
I begyndelsen var besværet ret stort. Hvert bræt skulle have seks-otte søm i sig for at sidde ordentligt fast. De værste var sømmene tættest på gulvet. Jeg måtte stå med hovedet mellem benene og forsøge at ramme med hammeren.
