Min bedste, mest gennemtænkte og gerne hjemmelavede julegave – det vil avisen gerne høre om, og det er jo umuligt. For det første har jeg fejret jul 74 gange nu og husker kun en brøkdel. For det andet har jeg med årene udviklet en stigende modvilje mod julegaveræset. Det fylder alt for meget, koster alt for meget, tager alt for lang tid. Når f.eks. 8 mennesker i en familie holder juleaften sammen, forventes det, at alle 8 har gaver til alle de andre. Det bliver 56 gaver under træet, et bjerg af 56 gange pakker i fint papir og bånd, 56 gange værsgo og 56 gange overstrømmende taksigelser, selv om det kun er et par sokker. Seancen kan vare i timer, og jeg finder det ulideligt. Det oprindeligt enkle ritual med at gøre hinanden lidt ekstra glade på årets gladeste aften er blevet til et orgie af overflødigt forbrug.
Og jeg er stået af vognen for længst. Jeg har 3 søskende, 3 børn, 4 børnebørn, en stor flok papbørn og papbørnebørn, kone, hund plus det løse, men jeg giver kun gaver til dem, jeg er sammen med juleaften, hvilket varierer meget. Desuden vil jeg selv finde på gaverne, basta. Ønskesedler er bare yderligere bål på forbrugsorgiet.
