»Jeg kunne ikke holde ud at være i sorg konstant. Eller at alt handlede om det. Derfor blev mit arbejde også på en eller anden måde mit frirum. Jeg havde fantastiske kolleger, som tog sig af mig, og det var arbejdsopgaver, jeg kendte til«, siger hun og fortsætter:
»Men når jeg så kom hjem og var alene, havde jeg brug for at have strikkeriet. For at få ro i hovedet. Det handlede om at komme ned i kroppen og finde glæde ved noget. Her flød minutterne bare afsted«.
Lige siden Lizzi Stausgaard, der er født i 1959, var helt ung, har hun strikket. Nogle perioder meget, andre mindre, og på et tidspunkt solgte hun garn i en webshop. Ved siden af det har hun igennem mange år samlet opskrifter på retromodeller – med farver, blomster og alt det der, som hun siger det.
