Det var mandag morgen. Da jeg vågnede, hørte jeg en af de bedste fuglelyde, jeg ved. En knitren-knirken-kvidren-fløjten, som ikke er sang, ikke smuk, men umiskendelig. Stærene!
Jeg åbnede øjnene, og ja, de sad derude i toppen af elletræet, 17 funklende stære. Jeg blev helt glad, for det var ’mine’ stære.