I gamle dage blev racerkørere dræbt i tjenesten, inden de kunne nå at trække sig tilbage – i dag går de på pension. Det er, lidt hårdt trukket op, en af konklusionerne efter et besøg på udstillingen Racing Cars – The Art Dimension på kunstmuseet ARoS i Århus. Alberto Ascari, Jim Clark, Bruce McLaren og Ronnie Peterson er nogle af de racerkørere, der har kørt i de udstillede biler og som ikke slap fra det med livet i behold. Det har nu også krævet mere end almindeligt mod at sætte sig bag rattet af nogle af de uhyrer, der er med på udstillingen. Og man kan komme helt tæt på. Kun en tynd snor adskiller dem fra publikum, og strækker man sig en smule kan man få et fint blik ned i cockpittet i f.eks. en Auto Union D-type fra 1930’erne. Her sad føreren på et tyndt, glat sæde, uden sikkerhedssele eller nakkestøtte, kun med et møllehjul af et rat til at holde fast i. Motoren lige bag førerens nakke ydede over 500 hestekræfter, som selv i dag vil være svære at holde styr på. De skulle dengang tøjles af datidens jammerlige dæk og bremser, der i dag sikkert ikke engang ville kunne godkendes til en havetraktor. Tomotoret fuser Andre biler er decideret bizarre. Som nu Alfa Romeo Bimotore fra 1936. »Hvorfor har den udstødningsrør både foran og bagved? Og hvorfor har den et Ferrari-emblem?«, spørger en ARoS-gæst sin kammerat. Svarene finder vi i udstillingens fine katalog: 1: Den har en motor for og en bag – det kan man i øvrigt også se ved, at der er et starthåndsving for og bag. 2: Alfa Romeos teamchef i 1930’erne hed Enzo Ferrari, og allerede dengang brugte han det emblem, der senere kom på hans egne biler. Fidusen med de to motorer var dog til at overse – bilen blev for tung og kompliceret og derfor ingen succes på racerbanerne. Kig også grundigt på John Player Special fra 1973. Her er sponsorens logo og farver udnyttet til det yderste. Sågar navnet er fulgt med – året før hed den nemlig Lotus 72. Teknisk virvar Netop Lotus satte en ære i at bygge alting så let og simpelt som muligt. Også i de biler, der bygges i dag. Et andet engelsk racerfirma, BRM, var ikke bange for de mest komplicerede løsninger. BRM P83 fra 1966 har en ren ormegård af udstødningsrør, der stikker bagud. Der er nemlig lagt to ottecylindrede boxermotorer oven på hinanden. Den bil kom aldrig til at gøre sig gældende, da motoren nærmest døde af sine egne vibrationer. Til sammenligning er den nyslåede pensionist Michael Schumachers Ferrari F 2002 fra 2002 et rent beskyttet værksted at kigge på. Nu er sikkerheden så høj, at føreren kan brage ind i en mur med 200 km/t og slippe uskadt fra det. I de gamle racere ville det have været den sikre død, også ved langt lavere hastighed. Den største charme ved flere af de gamle racere er også, at der er frit udsyn til teknikken: Motoren, bremser, udstødning – alt ligger frit fremme til beskuelse. Den udstillede Ferrari F 2002-racer har måske stadig sin motor, måske ikke. Det er i hvert fald umuligt at se for al det plastik og kulfiber, der skjuler racerens ædlere dele. Så det er de gamle, der er stjernerne.