Under de rette omstændigheder kan en bil være en god investering, der aldrig falder i værdi, og som man måske endda kan tjene penge på. Det kender købere af moderne, nutidige biler ikke meget til, men hvis man bevæger sig ind i riget af klassiske biler, gælder helt andre regnestykker. Biler fra 1960’erne og 1970’erne kan rangere på niveau med investeringer som vinsamlinger eller malerier. En investering der kan bruges »Og så er det jo en aktiv investering, som man ikke bare nyder at kigge på, men også kan køre i«, siger Daniele Dezzi, der sammen med sin kompagnon Jan Paustian driver firmaet Stelvio Automobili i Måløv nordvest for København. Hans eget navn som skyldes en italiensk far og firmanavnet fortæller, hvad hans og kompagnonens hjerter banker for: italienske biler. Alfa Romeo, Lancia og Ferrari han brænder ikke så meget for nutidige hverdagsmodeller, men går efter biler, der er 30-40 år gamle, altså f.eks. Alfa Romeo Giulia, Lancia Flaminia og Ferrari Testarossa. Finanskrisen har fået skyld for meget ondt, men hos Stelvio Automobili mærkede de også positive effekter af, at der blev vendt op og ned på den finansielle verdensorden: LÆS ARTIKELVild tur i sportsvogn for børnenes skyld »Vi mærkede, at folk havde behov for at investere i noget værdifast. Malerier, vinsamlinger, men altså også klassiske biler«, siger Danielle Dezzi, imens han peger på en toprestaureret Porsche 911 Targa fra 1972 til 520.000 kroner. »Den bil hører til toppen af klassikermarkedet herhjemme. Men den er også restaureret af en anerkendt tysk ekspert, så alt er helt i orden«, siger han og udpeger f.eks. de helt nye sædebeslag og funklende blanke skruer inde i dørkarmene. »Den bil bliver næppe solgt herhjemme. Der kommer nok en tysker eller en schweizer og køber den«, siger Daniele Dezzi. Han regner med, at den nye ejer erhverver sig den lyseblå Porsche for at køre i den – måske ikke hver dag, men dog rimelig hyppigt. Udfordring for føreren »Sådan en bil er sjov at køre, men den udfordrer dig på en helt anden måde end en moderne bil. Du skal have respekt for den«, siger Daniele Dezzi. Det skyldes, at disse klassiske biler har dårligere bremser, og de har intet af den elektronik, der i dag kan redde en halvdårlig chauffør fra at skride i grøften på en smattet vej. Derfor skal man nok ikke satse på en klassiker som sin eneste bil. Det vil for de fleste være en lystbetonet handling, som også overvejes nøje, inden en handel er klar: LÆS ARTIKELFerrari spiser kunder af med en Fiat »Folk kommer flere gange og kigger på bilen. Ofte har de en sagkyndig med, og vi tager bilen op på liften og kigger på den. Det ender ofte med, at vi aftaler, at der skal laves det og det, og så er handlen klar«, siger Daniele Dezzi. Han omtaler principielt kunden som ’han’, men tag ikke fejl: »Det er altid konen, der bestemmer. Hvis du vidste, hvor mange gange jeg har hørt nogen sige, at det er den helt rigtige bil, men konen kan ikke li’ farven ...«. Kan være en kort investering Men selv når ’han’ og ’hun’ er blevet enige om at købe en klassisk bil, er det ikke nødvendigvis et ejerskab for livet. »Vi ser tit, at folk beholder bilen i tre-fire-fem år. Så kan de sige, at nu har vi prøvet det og er klar til noget andet«. Der er aldersgrænser for bilerne i Stelvios showroom: Ikke meget ældre end fra 1960 og helst ikke meget nyere end 1980’erne. Den typiske kunde er omkring 45-50 år og går efter en bil, han kan huske fra sin egen barndom eller ungdom. En sjælden gang kommer der dog også yngre kunder, f.eks. for nylig en gut fra driftingmiljøet, en motorsportsgren, hvor det handler om at køre mest muligt sidelæns, typisk i monstrøst kraftige japanske sportsvogne fra 1980’erne. »Men han fandt ikke noget, han ku’ li’. Som han sagde: »Der er jo ikke noget her, der går over 2 knob«. Hans egen Nissan Skyline havde formentlig flere hestekræfter end alle biler her i rummet«, siger Daniele Dezzi – lidt for beskedent, for en hurtig hovedregning siger, at der må være op mod 3.000 hestekræfter forsamlet her. 80’er-biler det næste hit Netop biler fra 1980’erne kan blive den næste store ting i klassikerverdenen. VW Golf GTI, Fiat Ritmo Abarth og Ford Escort XR3 er youngtimers, der allerede nu nyder en vis bevågenhed, men de har endnu ikke fået det helt store gennembrud blandt samlerne. Firmaet i Måløv havde således en VW Golf GTI af første generation til salg i et år, inden en køber slog til. Den bil kostede cirka 60.000 kroner. Daniele Dezzi tror ikke så meget på, at japanske biler fra den epoke bliver eftertragtede klassikere: »Når du køber en Porsche, får du også hele deres motorsportshistorie. Hvis du køber en Nissan, får du ...«, siger han uden selv at kunne give noget svar: »Og Toyota har bygget millioner af biler, men kun én virkelig fed bil: 2000 GT (kendt bl.a. fra James Bond-filmen ’You Only Live Twice’, red.)«. Lørdagsliv prøver at kaste en skarp analyse ud i udstillingslokalet – nemlig at en åben bilmodel altid være mere værd end en lukket coupé. Historie i bilerne »Nej, ikke altid. Tag f.eks. den Ferrari 328, der holder derovre. Den bilmodel var med i tv-serien ’Magnum’, og der er bygget tre gange så mange åbne som lukkede. Så den åbne er ikke mere værd. Det samme med Porsche 911. Den køber du for bilens motorsportshistorie, og her har det altid drejet sig om de lukkede coupeer«, siger Daniele Dezzi. En anden bil i lokalet ser ud til at være lidt af et røverkøb. En Lancia Flaminia 3C fra 1964, der koster 295.000 kroner. Det lyder måske ikke specielt gunstigt, men bilens daværende ejer i Belgien gav den en omfattende restaurering for få år siden, som kostede 400.000 kroner. Kan være dyrt at restaurere »Du gør klogest i at købe en bil, der i forvejen er restaureret, i stedet for at gøre det selv. Det bliver nemlig altid dyrere, end du regner med, og de penge får du ikke igen«, siger Daniele Dezzi, der dog ikke selv er bange for at rode med bilerne. For tiden har han seks klassikere til eget brug. Den dag, Lørdagsliv besøger firmaet, er han kørende i en Alfa Romeo Giulia, årgang 1973, som han købte i Rom i 1994. Siden solgte han den, men har købt den tilbage igen. Måske ville han have den fulde gevinst af en lidt besværlig hjemtransport fra Rom: »Jeg kørte den hjem sammen med min far. Undervejs begyndte køleren at koge, og vi holdt ind ved en benzintank langs motorvejen, der også var Alfa Romeo-værksted. Vi kom dog lige i middagspausen, så der var ingen, der gad arbejde. Jeg gik lidt rundt omme bagved og fandt en endnu ældre Giulia, hvor køleren var o.k. Vi råbte på folkene, men der kom ingen. Så jeg tog selv fat og byttede kølerne ud. Og det er den samme køler, der sidder i bilen i dag«.