Uden for bilen gør den unge mand med tophue tegn til, at vi skal stoppe. Vi stiger ned fra den store firehjulstrukne Volvo XC90 V8, og er lige ved at falde på den ekstremt glatte testbane. Under bilen reflekterer sneen en svag orangerød farve. Men manden er overbevist om, at han så flammer fra motoren og tilkalder hjælp. Stedet er en cirkelformet bane på det enorme testområde ved Ivola. En mørk by i det nordligste Finland 300 kilometer nord for polarcirklen. I de sidste 10 minutter har vi bare ligget med speederen i bund og kørt sidelæns med sneen sprøjtende til alle sider. Mærket hvordan bilens intelligente elektroniske firehjulstræk lynhurtigt lægger trækkræften over på det hjul, der står stærkest, forsøger det umulige. For på trods af alt tænkelig teknik og de overdrevent store pigdæk, står ingen af hjulene rigtig fast på den spejlglatte bane. Det tilkaldte ingeniør- og mekanikerkorps, der kommer ræsende i tre tætpakkede assistancebiler, virker næsten fornøjede. Et problem. En udfordring. En leg. Den store kølerhjelm åbnes rutineret, mens to andre står parat med hver deres skumslukker. Men der kommer ingen flammer. Der er intet at se. Den finpudsede aluminiumsmotor ser lige så ny ud, som de 175 kilometer på tælleren indikerer. Det røde skær i sneen er i øvrigt forsvundet. Og motoren starter perfekt. Alligevel bliver bilen taget med til en nærliggende hangar »till analys«, og vi får en nøgle til en ny model. En nøgle, der er på størrelse med en mobiltelefon. Alt for perfekt Alt er kæmpestort på Volvos nye topmodel. Både kabinen, bagagerummet, de ekstremt brede lædersæder, det enorme udvalg af knapper til alle tænkelige features, og cd-afspilleren, der umiddelbart ligner enhver anden, men sluger seks skiver. Gearkassen, der selvfølgelig er automatisk, har ikke færre end seks trin. Og motoren, der med sine 4,4 liter og 32 ventiler yder 315 hestekræfter, der overføres gennem seks gear. Ved kørsel på de 'almindelige' snedækkede og snoede Laplandslandeveje, sørger den overintelligente gearkasse for, at motoren hele tiden ligger og slumrer ved 1.500 omdrejninger. Mere er simpelthen ikke nødvendigt. Hvis det bliver for kedeligt - og det gør det - kan man i stedet vælge mellem de seks gear manuelt. Men et enkelt eller to skift op eller ned foregår så tyst og storladent, at det kun er omdrejningstællerens udslag, der afslører legen. For amerikanerne Bilfabrikkernes nye hit, de luksusprægede firehjulstrækkere, er egentlig hverken fugl eller fisk. Deres ret voldsomme ydre signalerer umiddelbart ekstrem terrænkørsel, men kører man offroad, oplevede vi, at bilen kurede rundt ned af en forfrossen skrænt. Og at den fintfølende teknik helt blokerer hjulene, da vi vil den modsatte vej. Til gengæld kører den perfekt på de tilsneede landeveje. Men bor man ikke lige nord for polarcirklen, virker det en smule overflødigt, at man skal transporteres rundt i et så stort karrosseri og af så stor en motor. Og fuldstændig unødvendigt, at det skal være koblet til alle hjul. For det sluger. Officielt kører bilen 7,5 kilometer per liter benzin ved blandet kørsel. Ved vores ret voldsomme testkørsel på banen brugte vi dog 40 liter rent på 40 kilometer. Men XC90 V8 er også tænkt til det amerikanske marked. Et marked, hvor kingsize er en menneskeret - og sikkert også en nødvendighed for at fragte alt deres overvægt og forkælelse sikkert fra drive-in restauranten. Men USA virker langt væk herfra det mennesketomme Lapland. Uden for ruden er der kun mørke, snefygning og forkrøblede gran- og birketræer. Pludselig er vejen spærret af svær pigtråd. Mobiltelefonen gav op for nogle kilometer siden, og nu holder også Finland op, advarer et skilt. Foran os ligger tre kilometer ufremkommelig grænsezone. Inde mellem træerne begynder Rusland. En løs schæfer og en grænsevagt på ski kommer forbi. Kikker lidt forundret på Volvoen af den anden verden. Herfra kabinen, med varme i forsæderne og U2 på de 12 højttalere, får udsigten til Rusland pludselig XC90'eren til at virke meget bekvem. Vi vender tilbage mod Europa. Trykker på fartpiloten, der hurtigt, lydløst og rykfrit får bilen tilbage til den forprogrammerede hastighed - fuldstændig ligeglad med snedriver og glatføre. Tilbage hos Volvo-teamet. Teknikerne i hangaren har været på overarbejde. De ansvarlige bidt negle. Men fejlen er fundet, proklamerer de, mens vi spiser elg i en bjælkehytte. Det var en lille ventil, der havde lækket lidt olie ned på én af bilens fire 900 grader varme katalysatorer. Og så brænder olien altså, forklarer svenskerne. Den skønhedsfejl vil sikkert være rettet meget længe, før den første XC90 V8 ses på danske plader. morten.b.iwersen@pol.dk