Et aflagt marsvinebur, en håndfuld kagegafler, et lyserødt prinsesseslot i plastik, en stak bøger fra bogklubben, et par målløse fodboldstøvler og babytøj i blandede farver.
Sådan kan vareudbuddet på en loppemarkedsstand meget vel se ud, også i denne weekend. For nok stormer kalenderen mod efterår, men der er stadig gang i både organiserede og private loppemarkeder. Hver tredje husejer over 30 år rapporterer, at der holdes loppemarked i deres nærområde, og hver femte har selv deltaget og solgt gamle ting fra en stand. Det viser en ny undersøgelse fra Idényts Villapanel (se faktaboksen nederst i artiklen). »Nogle vil måske tro, at det er den økonomiske krise, som får folk til at købe og sælge ting på loppemarkeder, men det har ikke noget med den at gøre. Loppemarkedernes popularitet er snarere en reaktion på den megaforbrugsbølge, som vi så for nogle år siden. Nu hedder de centrale værdier nøjsomhed, antiforbrug og ansvarlighed. Det handler om at passe på klimaet, spare på ressourcerne og bruge mindre. Tingene skal genbruges og bruges op«, fastslår direktør Kirsten Poulsen fra firmaet Firstmove, som har specialiseret sig i at opfange nye tendenser, flere år før de slår igennem hos befolkningen i almindelighed.
Opbrug er den nye trend blandt firstmovere – de 3 procent af befolkningen, som først ændrer adfærd og livsstil og former de trends, der sidenhen når os andre.




























