Spørgsmål:
Jeg så dit haveprogram på DR, hvor en del handlede om de smukke vilde kørvel, der blomstrer lige nu, og jeg fik lyst til at fortælle en historie.
En gang imellem er der en bemærkning, en historie eller forklaring, der sætter sig og bliver noget, man tager med sig videre. Som underviser håber man jo, at man en gang imellem kan være med til at gøre den lillebitte forskel – det er jo det, man arbejder henimod. Men det er ikke muligt at vide, hvilke spor man efterlader sig, og hvad der vil få betydning for andre på længere sigt, hvis noget overhovedet.
LÆS ARTIKELRyges brevkasse: Er det her en stokrose eller en bjørneklo? I 90’erne var jeg i gang med biologistudiet og havde botanik med en meget´ entusiastisk underviser, en ældre dame, syntes jeg den gang. Hun fortalte, at hendes piger, da de var små, havde sagt noget i denne retning om vild kørvel: »Se mor, nu er der blondekanter på vejene«. For det er jo lige, hvad det er, blondekanter. Hvert år i maj-juni glæder jeg mig over blondekanterne og tænker også på min gamle lærer i botanik. Svar:
Tak for et fint brev. Det fik også mig til at mindes - og finde det fineste billede af vild kørvel, jeg har taget. Fra dengang Signe og Jens var små (ca. 35 år siden) og havde været en tur nede ad markvejen. De plukkede en buket blomster undervejs, og det må have været på denne årstid, for det var kørvel.
