Dette er usædvanligt. Jeg vil bede læserne af disse linjer om at sende mig en kærlig hilsen, for på lørdag 21.9. (efterårsjævndøgn) befinder jeg mig et af de værste steder i verden, Gaza. Den smalle stribe land mellem Israel, Egypten og Middelhavet. På størrelse med Langeland, men med 2 millioner indbyggere og hjemsted for ’alle kriges moder’.
Jeg gør det mest for jeres skyld, mine læsere (og seere). Jeg har nemlig haft et stigende behov for at sætte min egen (plus alle andre danske haver) i perspektiv. Jeg elsker den, men er nogle gange næsten flov over, at jeg bruger så megen god jord (og ord) til fryd og gammen og de evindelige blomster. Jeg kunne forsyne en hel landsby med grøntsager, men nøjes med en brøkdel. Danmark er og bliver et luksusland, politisk, socialt, økonomisk, klimatisk. Som en pige fra Rwanda – nu bosat i Randers – sagde det i en radioperle i morges: »Tænk, i Rwanda skal man betale for at gå i skole, og kun de rige har råd til det. Her får man løn for det. Alle«.
