Der er måske noget om snakken, når det gælder eksistensen af et shoppegen.
I hvert fald kobler modeforsker Erik Hansen-Hansen fra Danmarks Designskole kvinders trang til at shoppe tøj, sko og tasker sammen med deres biologi: Vi pynter os for at tiltrække den bedste mand at få børn med.
Skønhed er et våben
Teorien lancerer Erik Hansen-Hansen i sin ph.d-afhandling 'Begær, forførelse og kvindelig skønhed: Den globale luksusmode i netværksøkonomien', som han netop har forsvaret på Danmarks Designskole.
Når kvinder skal slå en klo i alfahannen, er deres stærkeste våben ungdom og frugtbarhed, og mode er god til at forstærke indtrykket af begge dele, mener han.




























