Rockkoncerter, diskoteker og andre steder, hvor der sælges alkohol, bør forbydes for børn under 16 år. Og allerhelst under 18 år, som er aldersgrænsen for at få udskænket alkohol.
Dette vidtgående forslag kommer fra en af Danmarks førende forebyggelseseksperter, SSP-leder i Esbjerg og tidligere misbrugskonsulent i Ribe Amt gennem mere end 25 år, Steen Bach.
Ens spilleregler for alle
Han reagerer, efter at Syd- og Sønderjyllands Politi har forbudt børn under 16 år adgang til halballer for at dæmme op for de unges drikkeri, skriver JydskeVestkysten mandag.
»Hvis man mener noget med sådan et forbud, bør der være ens spilleregler for alle. For når der er en interessekonflikt mellem at tjene penge på at sælge alkohol og reglen om ikke at sælge alkohol til mindreårige, er der risiko for, at der sælges til mindreårige trods reglen.«




























