Selv om Socialdemokraterne selv har været bannerfører for en madordning i alle vuggestuer og børnehaver, vil partiet stemme nej, når regeringens forslag om et sundt måltid mad i dag er til afstemning i Folketinget.
»Regeringens madforslag vil betyde, at forældrebetalingen kommer til at stige voldsomt, og børnene får dårlig mad. Det er discount, når det er værst, og det vil vi altså ikke støtte,« siger socialordfører Mette Frederiksen (S), som er stærkt utilfreds med, at regeringens løfte om mad i vuggestuer og børnehaver er brugerbetalt, skriver Berlingske Tidende.
Regeringen finansierer madordningen ved at give kommunerne lov til at hæve forældrebetalingen fra 25 til 30 pct.




























