Sildene fanges med et sildeforfang, der består af fire til seks små blanke kroge fæstnet til linen foran en pirk.
Pirken med sildeforfanget sænkes ned i sildestimen og sættes i bevægelse med små ryk, der får de små blanke kroge til at glimte i strømmen. I den tro, at det drejer sig om plankton, der glimter, hugger sildene direkte på de nøgne kroge uden madding og kan hales om bord. Erfarne sildefiskere venter med at hale fangsten op, indtil der er sild på alle krogene, og linen føles tung. Sild har en skør mund, så det kræver en rolig ophaling uden ryk, ellers slipper de fleste af sildene løs på vej mod overfladen.


























