Trafikselskabet Movia har nu refunderet cirka 3.600 taxaregninger fra sjællandske buskunder i kølvandet på den landsomfattende arbejdsnedlæggelse blandt buschauffører i sidste måned, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Movia har en rejsegaranti, hvor kunder inden for 14 dage kan søge om at få refunderet en taxaregning op til 300 kroner, hvis bussen - eller lokaltoget - er mere end 20 minutter forsinket. »Siden ordningen trådte i kraft 1. maj 2010 og frem til december har vi kun udbetalt 100.000 kroner, men der var massiv omtale af garantien omkring arbejdsnedlæggelsen 3. februar, og det gav mange henvendelser«, siger Anders Due, Kunde- og Markedschef i Movia til Frederiksborg Amts Avis.




























