Spørgsmål fra læser R og H.
Vi er to kolleger, der gerne vil høre din mening om FDB’s nye madpyramide. Er det så den, der gælder nu? Og hvor længe er det sandheden? Svar Madpyramiden viser, hvad vi skal spise mest af. Den har været uhyre populær, og det viser sig, at 96 procent af danskerne kender den, blandt andet fordi den i 35 år har smykket væggene i klasseværelser og venteværelser. Den madpyramide, vi kender i Danmark, er udviklet af FDB (Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger). Den er baseret på danskernes kostvaner, og mængderne er løbende blevet tilpasset de officielle anbefalinger for god ernæring. Derudover har den ikke nogen officiel forankring, men da den ikke er blevet modsagt, har den efterhånden fået et officielt præg.




























