Populære energidrikke som Red Bull, X-Ray, og Hustler skal fremover mærkes med »bør ikke indtages af gravide og børn. Især børnene kan reagere ved at blive hyperaktive, når de får for meget af de koffeinholdige læskedrikke.
B.T. skriver, at de europæiske fødevare- og sundhedsministre i dag vil forsøge at nå til enighed om fremtidige fælles EU-regler om fødevaremærkning. Danmark har foreslået en udvidet advarselsmærkning af koffein i energidrikke og kosttilskud, og forslaget vil efter al sandsynlighed blive vedtaget. Baggrunden for det danske initiativ er, at Fødevarestyrelsen har fået henvendelser fra institutioner og skoler om, at børn drikker uforholdsmæssigt meget af den opkvikkende drik, som gør mange urolige og hyperaktive.





























