»Tab for Alt ikke Lysten til at gaae: jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke kan gaae fra den.«. Således skrev Søren Kierkegaard i 1847 i et brev til sin svigerinde Sophie Henriette, der havde været syg. Det er interessant, at flere store tænkere har beriget os med citater om at gå: »En gåtur er den bedste medicin« (Hippokrates). »En rejse på tusind mil starter med det første skridt« (Lao-Tzu). »Det er, når man går, de store tanker fødes« (Friedrich Nietzsche). Disse og andre citater er mejslet i bronze på fotograf Suste Bonnéns plakater, der smykker væggene på Rigshospitalets trapper og opfordrer personale, pårørende og patienter til at tage trappen. Ganghastigheden tæller Det er langtfra ny viden, at en gåtur er godt for psyken. Forskningen viser, at fysisk aktivitet gør os bedre til at håndtere psykisk stress og angst, og vi bliver bedre til at koncentrere os.
Motionerer man mindst to gange om ugen, halverer man risikoen for demens. Og fysisk aktivitet ser ud til at have en plads i behandlingen af depression. De gamle tænkere vidste det. Mange læsere har sikkert erfaret det på egen krop.




























