Adventister og Baptister er levende bevis på, at en sund livsstil uden tobak, alkohol, kaffe og sex før ægteskabet nedsætter risikoen for at få kræft. Antallet af kræfttilfælde blandt adventister og baptister i Danmark er nemlig markant lavere end i befolkningen som helhed, viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og Syddansk Universitet. Er tro stærkere end livsstil? Overordnet set er antallet af kræfttilfælde 30 procent lavere for mænd, og 14 procent lavere for kvinder i de to trossamfund sammenlignet med andre danskere. Medlemmerne af de to religiøse grupper har markant mindre risiko for at få kræft i lunger, spiserør, strube, mave, lever, bugspytkirtel, testikler og endetarm. LÆS OGSÅChokolade kan forebygge slagtilfælde hos mænd
For kvinderne er der betydelig lavere forekomst af kræft i mundhulen, lunger, livmorhals, mave, tyktarm og endetarm. Alle kræftformer, som kobles sammen med livsstil, skriver Kræftens Bekæmpelse. Forekomsten af lungekræfttilfælde er 72 procent lavere for mænd, og 58 procent lavere for kvinder sammenlignet med gennemsnittet af den danske befolkning. Samme tendens viste sig inden for hjerte-kar-sygdomme og dødelighed. De mandlige medlemmer har 24 procent lavere dødelighed, mens kvinderne har 13 procent lavere dødelighed i forhold til resten af befolkningen.




























