Mange hunde elsker en køretur, og det er endnu bedre, hvis kræet kan få lov til at stikke hovedet ud ad vinduet under kørslen. Men faktisk bør hunden ligesom alle andre passagerer sidde fastspændt i en sikkerhedssele. Ellers kan det blive farligt for de tobenede i bilen ved en trafikulykke. Alt løst inventar, der ikke er spændt fast i bilen, vil nemlig blive slynget fremad med voldsom kraft, når bilens fart med ét reduceres fra f.eks. 80 km/t. til 0 – som det kan ske, hvis en personbil kører op bag i en holdende lastvogn.
LÆS ARTIKEL Spar 44 procent på sikkerhed til hovedet
»Hunden er jo en løs genstand, som kan blive smidt rigtig meget omkring, og derved kan den skade de mennesker, der er inde i kabinen. F.eks. vil en lille puddelhund ramme dig med samme kraft som en stor gris«, siger specialkonsulent Pernille Ehlers, Rådet for Sikker Trafik, og hun fortsætter:
»Ved et sammenstød vil alt det, der ligger løst i bilen, fortsætte med samme fart, som bilen havde inden sammenstødet – undtagen dig selv, for du sidder forhåbentlig fastspændt i sele«.
En hund kan også komme til at forårsage ulykker på en anden måde:
»Hvis hunden er urolig og hopper rundt i bilen, kan det distrahere føreren, som derved kører galt. Det har vi set eksempler på. Det kan give ret alvorlige ulykker, hvis hunden f.eks. hopper op på skødet af føreren af bilen«.
Intet lovkrav om hundeseler
Der er ikke noget lovkrav om, at hunde skal være fastspændt under kørslen, og Rådet for Sikker Trafik har ikke tal på selebærerprocenten blandt de firbenede trafikanter. Lovgivningen omfatter dog på anden måde det med at have hund med i bilen.
»Der er en regel om, at man ikke må anbringe gods på en måde, så føreren ikke har tilstrækkeligt udsyn og mulighed for at manøvrere. Sidder hunden på skødet af chaufføren, kan det godt genere hans overblik – det er ulovligt og kan give en bøde, hvis politiet ser det«, siger Pernille Ehlers. Rådet for Sikker Trafik har ikke gennemført kampagner for at få folk til at klikke sikkerhedsselen rundt om deres kæledyr – og det sker nok heller ikke: »Det er problemet trods alt ikke stort nok til. Vi prioriterer emner som spritkørsel, uopmærksomhed, unge i trafikken etc. Men hvis folk med hund bliver gjort opmærksom på problemet, er jeg sikker på, at de vil indse, at hunden skal enten være i et bur omme bagi, sidde i bagagerummet bag et gitter eller være spændt fast med en sikkerhedssele. Man kan få et bur, som kan skrues fast i bunden af bagagerummet – buret må jo heller ikke stå løst, for så kan det blive kastet rundt«. Crashtest med hund






























