For 14 år siden sagde Mette Parum definitivt farvel til sin mor. Hun forlod moderens lejlighed og så sig aldrig tilbage. »Da jeg gik ud ad den dør, var jeg bare lettet. Det var sådan en befrielse«, fortæller den 58-årige kvinde fra Herning.

LÆS OGSÅ Psykolog: 80 til 90 procent oplever ubehag fra deres opvækst

Hun husker tydeligt den dag. En søndag. Året er 1998, og det er nu 26 år siden, at hendes mellemste bror Henrik døde af lymfekræft som blot 21-årig.

Mette Parum er som så mange gange før på besøg hos sin dengang 79-årige mor. Som altid er stemningen trykket. Heller ikke i dag virker moderen specielt glad for at se sin datter. De sidder i stuen og drikker kaffe. Mette Parum får øje på en bornholmerfigur, som hun havde med hjem fra lejrskole i 7. klasse.

»Nej, hvor er det sjovt, at du stadig har den, siger jeg til min mor. Men hun siger, at hun har fået den af Henrik. Alt, hvad der er i lejligheden, har hun fået af Henrik, siger hun. Jeg spørger så til en guldring, jeg engang har givet hende, og hun svarer, at hun kun går med de smykker, Henrik har givet hende. Det lyder som en lille ting, men jeg nåede bare en grænse, for sådan havde det været i 26 år, lige siden Henrik døde. Jeg eksisterede ikke for hende, og hun udtrykte sig aldrig positivt i forhold til mig«, fortæller Mette Parum.

Stop flæberiet og giv slip på børneneSpontant brud Hun er nu 58 år og førtidspensionist efter mere end 30 års arbejde i reklamebranchen. Mette Parum bor i Herning med sin kæreste. Da hun brød med sin mor for 14 år siden, skete det spontant, men på en afklaret måde. Hun orkede ikke at være at ked af det mere. »Jeg var altid været ked af det, men ville ikke sige det til hende, fordi jeg syntes, det var synd for hende. Det var altid synd for vores mor, og det sørgede hun for at fortælle os. I alle årene fik både vi søskende og andre at vide, at Henrik var den bedste af os, og at det havde været meget hårdt for hende at være alene med os børn. Hvis jeg ikke havde besøgt hende i to-tre uger, sagde hun blot: