Udklædning står højt på hitlisten hos mange børn, og det at skifte karakter kan både være god underholdning i efterårsferien og målrettes halloween, som er ved at bide sig fast som tradition. »Halloween er næsten blevet større end fastelavn. Måske fordi temaet har appel både til børn, unge og voksne«, siger ekspert i makeup og specialeffekter Janus Vinther. Han har skrevet bøger om ansigtssminke og blodige specialeffekter, har i årevis sminket børn til arrangementer i forlystelsesparker, storcentre samt biblioteker og har nu en af årets travleste perioder, fordi boder med græskar og gysersminke er blevet en fast del af kulturnatslignende arrangementer.
LÆS OGSÅ Halloween: Sådan laver du selv et billigt kostume
På vej til fritidsinstitutionen Kongovej på Amager i København, som lægger lokaler og børn til denne guide, gætter han på, hvilke figurer inden for temaet der står højest på hitlisten.
»Drengene vil typisk gerne være zombier, for de er på mode. Pigerne går tit efter at blive hekse og vampyrer inspireret af Twilight-bølgen«, siger Janus Vinther.
Og ganske rigtigt: 7-årige William melder straks ud, at han vil være zombie. Jævnaldrende Bertram vælger at blive skelet/kranium, Marie på 9 år vil gerne være heks, mens 11-årige Naja satser på at blive forvandlet til en trold.
SE HVORDAN DU GØRGuide: Sådan laver du uhyggelig ansigtsmaling »Har ens barn sart hud, er det ret vigtigt, at ansigtsmalingen er allergitestet, og man får det bedste resultat, hvis man vælger nogle farver med et relativt højt pigmentindhold. Men ellers er det sådan set bare at gå i gang«, siger ansigtsmaleren. Vilde, blodige sår Han har lagt nogle bøger frem på et bord, og synet af motiver og specialeffekter får tililende børn til at gispe af gru, gyse af begejstring eller bare undre sig en smule. »Nej, det her er sygt voldeligt«, »godt jeg ikke skal have sådan en«, »ja, jeg gad altså gerne få sådan et vildt sår«, »jeg kan slet ikke lide at blive malet – det kilder for meget«. Sår og specialeffekter er uden for dagens program, men for at illustrere teknikken giver Janus Vinther zombien en klat dermavoks på kinden. Massen spartles ud, så den er tykkest i midten, hvor der skrabes en rille til markering af snittet. Siden tilføres rød farve og/eller lidt teaterblod.




























