Det skulle bare være en drengeaften i rækkehuset i Lyngby. Med pizza, EM-fodbold og Grækenland-Tyskland i fjernsynet. Ingen piger og ingen alkohol. Sådan lød beskeden til forældrene, der var på vej på slotsophold.
Men klokken 2 om natten blev der hevet i nødbremsen. De 13-årige gæster var »stive«, og den unge vært havde fået dårlig samvittighed. Han ringede til sine forældre. »Min ven havde planlagt, at det skulle være den helt store aften. Det vidste vi alle sammen. Der var en, der fandt en god sang, og så blev der danset og hældt på med vodka og sodavand, som de havde købt i kiosken. Mine venner blev helt anderledes, og pigerne røg hurtigt i hegnet«, siger Sebastian Crone Faarborg, som var den eneste til festen, der ikke drak. Unge begynder i 8. klasse Og netop på det punkt er han en del af en ny tendens. En del unge er nemlig begyndt at stemple ud af drikkefællesskabet, viser en undersøgelse. De vælger en stil som ikkedrikkere, og i et vist omfang er der forståelse blandt deres kammerater.






























