Hvorfor er det sådan, at nogle søskende har det rigtig godt sammen som voksne og tager på ferier og griner, mens andre har det svært sammen og sjældent ses?
Det spørgsmål har pædagogikkens og børnepsykologiens grand old lady, Margrethe Brun Hansen, som har arbejdet med børn og børnefamilier i 40 år, søgt at besvare i sin nye bog om søskenderelationer. Hendes eget svar er, at søskende, som vokser op med en følelse af at være elsket lige meget, har mindre jalousi og vrede imellem sig, og derfor vil de med stor sandsynlighed udvikle en kærlig relation som søskende. Både i barndommen og i voksenlivet. Hvordan sikrer forældre det bedst? »Ved at elske, rumme og respektere børnene lige meget uanset deres forskellige temperamenter, personligheder og udviklingstrin, og ved at lade være med at favorisere eller fremhæve ét barn frem for de andre. For når børnene ikke skal konkurrere om forældrenes kærlighed, bliver der mindre jalousi og vrede mellem dem, og de får et ligebyrdigt forhold til hinanden, som følger dem som voksne«. Er det almindeligt at have et favoritbarn? »Mange forældre har et favoritbarn, men siger det ikke højt, for de ved godt, at det er forkert at føle sådan. Forældre vil gerne elske og rumme alle børn lige meget, men ofte holder vi mest af det barn, der ligner os mest, og som der er færrest problemer med«.
