Hjemme hos familien Tram i Gentofte blander lyden af fnisende pigelatter sig med duften af hjemmebagte chokolade macarons. Begge dele flyder ud fra køkkenet, hvor 11-årige Alberte er ved at bage sammen med en veninde. Imens bygger hendes bror Buster på syv år en robot med en laserpistol ud af en stor bunke legoklodser inde på sit værelse.
Sådan er eftermiddagene tit. Andre eftermiddage og i weekenderne er hele familien samlet om at spille Afrikas Stjerne, Uno, Ludo eller om at lægge et puslespil. Nogle gange kryber de to søskende tæt sammen og sidder og læser i Guinness Rekordbog i timevis, eller de tager alle fire på museum, i skoven eller på andre udflugter.




























