Jeg beklager det skrækkelige emne, men jeg er nødt til det. For netop nu er det helt store landsdækkende rottefodringsprojekt sat i gang, og det er er der ikke mange, der tænker på: at når der fodres fugle på en million fuglebrætter i danske haver, lander en del af foderet på jorden, fordi fuglene ikke spiser pænt, de spilder. Nede på jorden hopper der som regel en jernspurv eller rødhals rundt og spiser spild, men de når slet ikke det hele. Hvorpå det bliver mørkt i 14 timer, og vi glemmer alt om fuglene, mens mus og rotter kommer pilende fra nær og fjern for at æde al den gode mad, vi har spildt til dem. De er jo natdyr.
Dette er et faktum. Det er ikke belyst og bevist af fine undersøgelser, men vi kan jo se det. At der er huller i jorden under fuglebrættet, hvor musene og rotterne bor, tæt på føden. At man jævnligt ser dem smutte rundt i dagtimerne. At en væsentlig grund til, at der bliver flere og flere rotter overalt, også i villaområder, er, at vi simpelt hen fodrer dem.



























