Lyt til artiklen
I februar for nogle år siden sad der en brun fugl på en af mine mange hegnspæle ude på marken og frøs. Den var sikkert også træt, for den så ikke den store, grå fugl, der kom jagende lavt over marken, satte farten op til 75 km/t., strakte benene og de knivskarpe kløer frem og ramlede ind i den brune fugl med et lydløst brag. En lille sky af lysebrune fjer hvirvlede op og forsvandt.
Få sekunder senere sad høgen på jorden med udbredte vinger og fuglen under sig. Dens kløer havde godt fat og borede sig længere og længere ind i fuglens bryst, og efter yderligere tyve sekunder var den stakkels fugl død af kvælning og indre blødninger.
