Jens Ole Villesen: Her i Thy kan man mange steder se påskeliljer i vejkanten, og de klarer sig udmærket uden nogen pasning overhovedet. Jeg forsøgte at kopiere grøftekanterne til min egen have og satte nogle påskeliljer på en række midt i min græsplæne. Mit håb var, at påskeliljerne ville vokse på samme tætte, vilde måde som i vejgrøften, og så ville jeg køre uden om blomsterrækken de første par gange, når jeg slog græs med plæneklipperen. Når de så var afblomstret, ville jeg ’rydde op’ og klippe bladene væk med plæneklipperen. Der kom nogle få blomster, men kun det første år. Næste år var der nogle spredte blade, og efter 3-4 år var det slut.
Søren Ryge Petersen: Det er et godt brev, for det rammer præcist ind i et af haveejernes store dilemmaer. At man på den ene side gerne vil kopiere den smukke vilde natur og på den anden side vil ’rydde op’. At klippe græs med plæneklipperen er den mest destruktive oprydning, der findes – når man ser det fra blomsternes side. Det er kun ganske få blomster, der kan tåle at blive klippet en gang om ugen – mælkebøtter, bellis, ærenpris m.v., og de rigtige græsplænemænd sørger endda for at udrydde dem med det, man i de gamle skrækkelige dage kaldte plænerens (som heldigvis er forbudt nu).
