Jeg er god til hakkejern. Jeg har brugt det, lige så længe som jeg har spist med en gaffel. Det var det vigtigste haveredskab i hele barndommen, når vi skulle hjælpe med at gøre rent, og i mine teenageår kom jeg i mesterlære, da jeg som alle andre drenge og mænd på landet hakkede roer. For det var dengang, alle landmænd havde roemarker, som skulle hakkes og luges med håndkraft. Det foregik netop i juni; i dage og uger lavede vi ikke andet end at hakke os igennem endeløse roerækker på endeløse roemarker.
Højdepunktet indtraf for mit vedkommende, da jeg var 19 år og gik på kostskole, Høng Studenterkursus. Vi havde læseferie, vejret var smukt, og Jørgen (der også var bondedreng) og jeg gad ikke læse, men ville gerne tjene nogle penge. Smukke Eva i parallelklassen boede i nærheden – på en gård med en gigantisk mark med sukkerroer, der skulle hakkes
