Det var tirsdag morgen med 30 mm i regnmåleren, vandpytter på markvejen, våd himmel, våde køer, våde træer, våd hund og et regulært orgie af dufte. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet så overvældet af min lugtesans med de 25 millioner sanseceller fordelt på 10 kvadratcentimeter oppe i næsen, som bombarderede mig med informationer om de millioner af duftmolekyler, der ramte mig og via hjernens ubegribelige supercomputer blev omsat til stor, taknemmelig glæde. Så meget, at jeg måtte sætte mig på en våd bænk og lukke for både øjne og ører – bare lade lugtesansen fortælle:
Først om paradisæblerne. Træerne står jo lige derhenne og bugner af røde, modne miniæbler, der dufter stærkere af æbler end noget andet. De dryssede ned i tusindvis under blæsevejret i torsdags, rådyrene gik og gnaskede af dem i morges, de pynter græsset som et persisk tæppe.
