Spil hønsebingo og dåsekast eller gå rundt blandt gøglere, fusentaster og lommetyve til lyden af en lirekasse, når Frilandsmuseet i efterårsferien holder marked som i slutningen af 1800-tallet.
Det historiske marked finder sted blandt Frilandsmuseets mere end 100 landbobygninger fra forskellige egne af Danmark, Færøerne og de tidligere danske landsdele Skåne, Halland og Sydslesvig. Museets grundige research betyder, at både aktiviteter, mad og omgivelser giver dig den samme oplevelse, som bønderne fik på landets markeder i de spæde år af industrialiseringen.





























