Trangen til at kontrollere, at få indberetninger om, at lægge planer for og at evaluere offentlige institutioners arbejde er gået alt for vidt. Resultatkontrakterne, der skulle give lederne rum til at bedrive effektiv ledelse, er i stedet blevet til petitesserytteri, der har skabt et »fuldmægtigvælde« i den offentlige sektor. Resultatet er, at borgerne får ringere service og hjælp fra det offentlige end de kunne få. Det er konklusionen på en opsigtsvækkende Kronik, som Politiken bringer i dag. Kroniken er skrevet af syv offentlige og en enkelt privat leder. De har tilfælles, at de sad som »ambitiøse medarbejdere« i Finansministeriet i begyndelsen af 1990’erne. Deres opgave dengang var at finde redskaber til at gøre ledelsen i de offentlige institutioner bedre og mere selvstændig samtidig med, at ministeriet skulle bevare muligheden for at styre fra toppen.

Ide stammede fra udlandet
Fra udlandet hentede de idéen om at bruge resultatkontrakter, hvor man satte målene for en institutions arbejde og derudover lod ledelsen afgøre, hvordan den bedst opfyldte dem. Umiddelbart lignede det et columbusæg, og resultatkontrakterne og lignende styringsredskaber gik deres sejrsgang og bredte sig til næsten hver afkrog af den offentlige sektor.

Men i dag er den idé, de barslede med, vokset op og blevet et monster, skriver de.

»Vi har sat et vældigt system i gang, som udarbejder omfangsrige kontrakter, evalueringer, årsrapporter, akkrediteringer osv., uden det har ført til øget tilfredshed med kvaliteten (...) Fra at være et redskab for ledelsen er de blevet en uoverskuelig bureaukratisk konceptkon- kurrence, hvis resultat bare blev mere papir og bureaukratisering«, skriver de otte blandt andet.

Værktøj er brugt forkert