I Kraks Blå Bog fylder hans biografi 25 beskedne linjer. I dansk erhvervsliv og ikke mindst i familien fyldte han meget mere. Han var - for at anvende et ord som mere og mere sjældent falder i tankerne, når offentlige personer omtales - retsindig. Han var fåmælt, ikke fordi han ikke havde ordene i sin magt, men fordi han tænkte sig godt om, før han sagde noget. Hans kritiske metode var spørgerens. Hans spørgsmål afslørede i reglen at han have analyseret sig frem til kernen i en problemstilling og tvang direktører og bestyrelseskolleger til at forholde sig til det centrale. Mollerup var sin egen. Han skjulte ikke sine synspunkter af frygt for ikke at være populær. Det tjener dansk industri til ære, at man ikke lod sig fornærme af hans kritik, men i stedet placerede ham i en række af Danmarks vigtigste erhvervsforetagenders bestyrelser. I sin selvbiografi 'Hvad formanden gør', der udkom i 1992, og i talrige indlæg i dagspressen, kritiserede Mollerup skattespekulanter og udenlandsdanskeres manglende samfundssind - i erhvervslivet ledernes ansvarsforflygtigelse. Ikke formålet at tjene penge Indtjening, sagde han, måtte ikke være en virksomheds hovedformål, selv om det var vigtigt med en god økonomi og ressourcer til konsolidering, men skulle opfattes som et middel til at opnå virksomhedens mål, som det var ledelsens ansvar at definere. Det afgørende i livet var ikke om handlinger var lovlige, men om de også var moralsk forsvarlige. Hensynet til andre var ikke uforeneligt med sund forretningssans. »Anpartsselskaber, afskrivninger og fanden og han pumpestok«, sagde Mollerup i et interview med Politikens Ninka, da han trådte tilbage som formand for Politiken Fondens bestyrelse i 1996, var »uværdige«. Mollerup kom til København efter en uddannelse som statsautoriseret revisor, og en stilling som bankdirektør i Hobro i 1958, da han blev udnævnt til direktør for det nystartede Finansieringsinstitut for Industri og Håndværk. Det var på tærsklen til Danmarks industrielle gennembrud i begyndelsen af 60'erne, og det lykkedes ham at placere Finansieringsinstituttet centralt i den sammenhæng. 30-års jubilæum Han blev medlem af Politikens bestyrelse i 1964. På det tidspunkt var erhvervslivet kun svagt repræsenteret i bestyrelsen, og dens formand, højesteretssagfører Bernhard Helmer Nielsen fandt, at det var en svaghed. Valget faldt på Erik Mollerup, anbefalet af Politikens senere direktør Ernst Klæbel, de kendte Mollerup fra Industrirådet. Således indledtes et forhold, der skulle svar i over tredive år. I 1996 afgik Mollerup for formand for Politiken-fondens bestyrelse efter næsten 10 år. Hans talent for at tænke konstruktivt blev måske afgørende midt i 60'erne, da en krise truede med at lukke Ekstra Bladet. Det kunne have fået katastrofale følger for bladhuset og dermed også for Politiken. Mollerup lagde særlig vægt på sine 23 år i Finansieringsinstituttet. Mange vil især huske ham for hans indsats som en dygtig formand og bestyrelsesmedlem, først for F.L. Smidth-koncernen og senere for en række andre store virksomheder, bl.a. GN Store Nord, Baltica, Carlsberg og Danfoss. Han var efterspurgt på grund af sine kvaliteter, og ikke fordi han hørte til 'the old boys network'. I 1994 fik Erik Mollerup en firedobbelt bypassoperation og en ny hjerteklap. Kirurgen anbefalede en af metal. Den havde 20 års garanti, forsikrede han. Skade at Mollerup ikke nåede at konstatere om garantien holdt.