Med tre års forsinkelse får officererne i den danske handelsflåde del i skattelettelserne. Søfartens Ledere, CO-Søfart og Maskinmestrenes Forening har opsagt en særaftale, som blev indgået i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2004 med Danmarks Rederiforening. Det betyder, at søofficererne på skibe i Det Internationale Skibsregister (DIS) fra 1. januar 2007 får op til 451 kroner mere i løn om måneden. Ikke del i skattelettelser Sekretariatschef i Søfartens Ledere Fritz Ganzhorn lægger ikke skjul på sin utilfredshed over, at søfolkene først nu får del i skattelettelserne. »Søfolk under DIS har haft den samme lønudvikling som søfolk i land. DIS-folkene halter bare bagefter fordi de ikke har fået del i de skattelettelser, som alle andre danskere fik for tre år siden«, siger Fritz Ganzhorn. Søfolk ansat på DIS-skibe betaler ikke skat. Siden DIS blev indført i 1988, har rederierne beholdt søfolkenes skattebetaling som erhvervstøtte.
Søfolk får forsinkede skattelettelser
Lyt til artiklen