Islandske politikere drog i dag højlydte lettelsens suk, da en længe ventet redningsplan fra Den Internationale Valutafond (IMF) og en hel række lande på samlet omkring 10,2 milliarder dollar (cirka 60,7 milliarder kroner) omsider faldt på plads. I første omgang får den kriseramte østat 2,1 milliarder dollar (12,5 milliarder kroner) som led i et to-årigt lån fra IMF.
Dertil kommer en økonomisk håndsrækning fra Danmark, Finland, Sverige og Norge, som yder et ekstra lån på næsten 15 milliarder kroner og dermed står for en fjerdedel af hjælpepakken. Likviditet skal tilbage Briterne bidrager ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters med et lån på 2,2 milliarder pund (19,3 milliarder kroner), mens Færøerne, Polen, Rusland, Tyskland og Holland yder de resterende bidrag for at få Islands kriseramte økonomi på fode igen. »Finansieringspakkens vigtigste formål er at give den islandske stat sin likviditet tilbage. Den vil gøre det muligt at få de statslige udgifter ned på et normalt niveau«, siger understatssekretær Martti Hetemäki fra det finske finansministerium til det finske nyhedsbureau FNB. Banksystem kollapset Island har ikke haft mulighed for at optage lån på de internationale valutamarkeder, siden landets banksystem kollapsede for halvanden måned siden og truede med at udløse en statsbankerot.




























