Kinesiske hvidløgssvindlere har i løbet af de seneste par år fyldt 135 containere med friske fed, omskibet dem i et andet land og importeret dem til EU under dække af, at de kom fra dette land. Dermed har kineserne undgået at betale en høj toldsats, men fremgangsmåden har kostet unionen millioner af kroner i tabte toldindtægter. Omfattende svindel Sagen er bare et eksempel på den omfattende svindel, som EU's antisvindelkontor, OLAF, fik nys om i 2005. Sidste år var antallet af sager med svindel og uregelmæssig brug af EU-midler større end nogensinde før. OLAF offentliggjorde sammen med EU-kommissionen statusrapporter, der viser, at antallet af sager, der bliver opdaget af enten OLAF eller et af de 25 medlemslande, er steget med 55 procent fra 2004 til 2005. Sidste år var der således 4.982 sager med svindel eller uregelmæssig brug af EU-midler på over 75.000 kroner. En næsten tilsvarende stigning er sket med den samlede beløbsstørrelse, der svindles for. På blot et år er den vokset fra 1,6 milliarder kroner til 2,4 milliarder kroner. Bedre rapporter Ifølge EU's antisvindelkommissær, Siim Kallas, skyldes den eksplosive udvikling ikke nødvendigvis, at der bliver svindlet mere, men først og fremmest, at medlemslandene er blevet bedre til at informere OLAF og kommissionen om sagerne. »Det her viser, at vi har fået opbygget pålidelige systemer til at bekæmpe svindel og uregelmæssigheder. Vi kan dog aldrig opnå en situation, hvor der ikke er noget som helst at rapportere om«, sagde han til en udvalgt gruppe af journalister, heriblandt Politiken. Landbruget står for langt den største andel af sagerne med 3.193, men ifølge Kallas er det et mindre problem, fordi det beløb, der svindles for, kun udgør 0,21 procent af det samlede landbrugsbudget. »På landbrugsområdet ser det altså ud til, at vi har opnået en situation, hvor forebyggelse virker«, siger han. Anderledes ser det ud med cigaretter, der er den enkelte vare, der svindles mest med i unionen, primært i form af smugling. Men også svindel med sukkereksport og falsk mærkning af tekstilers oprindelsesland giver stadigt stigende toldproblemer for EU. »Hver gang vi bliver gode til at bekæmpe én form for svindel, kommer der nye metoder til«, siger Siim Kallas. Ifølge OLAF's direktør, Franz-Hermann Brüner, skal man faktisk uden for EU's grænser for at finde det største problem i dag. Kriminelle netværk »Truslerne for EU-budgettet kommer ikke kun fra svindlere fra EU. I højere og højere grad bliver vi nødt til at kigge ud over grænserne, hvis vi vil bekæmpe svindel og korruption effektivt«, siger han. Ikke bare bliver der svindlet i stor stil med de mange udviklingspenge, EU sender videre til tredjelande. Det er også her, at man finder nogle af de mest kriminelle netværk, når det gælder toldsvindel. Brüner giver et eksempel med svindlere, der sejler rundt med containerskibe til forskellige havne i EU, indtil de finder et sted, hvor containerne ikke bliver undersøgt og de dermed kan undgå at betale told. »Det viser, at disse mennesker har en kæmpe infrastruktur og en kæmpe mængde penge. De er meget professionelle og meget sofistikerede«, siger Franz-Hermann Brüner.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Dialogen er klasser over, hvad man er vant til
-
Klassiker kollapser totalt på Det Kongelige Teater
-
»Femtekolonnevirksomhed«: Partileder kritiseres for tæt kontakt med kontroversiel Trump-støtte
-
»Velkommen Mark – du er blandt venner her«: Europa tager imod nær ven midt i Trumps trusler
-
Filmstjerner indgår forlig efter anklager om seksuel chikane
-
Da hun flyttede til Danmark, fik hun et skub. Nu er hun verdenskendt kunstner
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























