Glem alt om de store forkromede investeringsforeninger, hvis du vil spare op i obligationer. De etablerede foreninger er et unødvendigt og fordyrende mellemled, som blot flytter de surt tjente sparepenge fra din lomme til bankernes bugnede pengetanke. Sådan har det lydt de seneste år fra både Forbrugerrådet og fra en række finansielle eksperter på landets universiteter og handelshøjskoler. Ti år gammel amatørforening Men for beboerne i den lille landsby Langholt øst for Nørresundby er der tale om en gammel nyhed. I disse uger er det ved at være ti år siden, at en gruppe borgere i byen etablerede deres egen investeringsforening, Langholt Invest. Og den lille amatørforening, som i dag er vokset til 160 medlemmer og har en formue på godt 20 millioner kroner, er et levende bevis på, at der er noget om snakken. Fra pc'en på privaten på Elmevej har foreningens formand, Andy Jensen, år efter år givet de store baghjul med afkast i den absolutte top trods de etablerede foreningers millionudgifter til højtbetalte analytikere og professionelle obligationshandlere. For Andy Jensen er det noget, han klarer i sin fritid. »Det kræver selvfølgelig, at man følger lidt med i markedet. Det gør jeg ved at bladre lidt i aviserne«, siger Andy Jensen om baggrunden for den lille investeringsforenings store succes. Helt i top Regnskabet for 2004 er nu revideret, og udbyttet blev så højt som 6,4 pct. Det var mere, end foreningen havde kalkuleret med, og resultatet er tilmed opnået et år, hvor obligationsrenten har ligget på beskedne 3 til 5 procent. »Så vi har haft en heldig, eller dygtig, hånd ved at købe på de rigtige tidspunkter«, siger Andy Jensen. I resultatet er der tilmed ikke indregnet urealiserede kursgevinster, som de etablerede investeringsforeninger gør, når de måler deres afkast. Gør man det, lyder Langholts afkast for 2004 på 8,7 pct. Det er mere, end nogen af de store investeringsforeninger kom ud med i 2004. Danmarks bedste Og det er ikke første gang. Siden den lille amatørforening så dagens lys i 1995, har afkastet år efter år ligget helt i top, og set over den samlede årrække er Langholt Invest simpelthen Danmarks bedste, når det drejer sig om investeringer i danske obligationer. Selv de bedste investeringsforeninger i samme kategori halser cirka 10 procentpoint efter, viser en beregning, som Jyllands-Posten foretog ved årsskiftet. Protestforening I begyndelsen handlede det langtfra kun om at skaffe foreningens medlemmer det bedste afkast. I virkeligheden blev Langholt Invest oprettet i protest mod de store realkreditinstitutter, som i midten af 1990'erne pludselig besluttede, at de ikke længere ville finansiere 80 pct. af ejerboligernes værdi i landsbyer og yderområder. Baggrunden var den store krise på boligmarkedet efter den såkaldte kartoffelkur i 1986, som fik priserne på ejerboliger til at styrtdykke og sendte i titusindvis af danske boligejere på tvangsauktion. »Foreningen har sit udspring i borgerforeningen, og formålet var til dels, at den skulle medfinansiere nybyggeri og boliglån for at bevare og udvikle Langholt. Men den del af formålet blev aldrig aktuelt, fordi boligmarkedet begyndte at vende på samme tid. Derfor blev realkreditinstitutternes trussel aldrig ført ud i livet«, siger Andy Jensen. I stedet kunne Langholt Invest koncentrere sig om at få medlemmernes penge til at yngle bedst muligt. »Vi mente jo, at vi kunne få mere for sparepengene ved at gøre det selv. Blandt andet mente vi, at omkostningerne i de etablerede investeringsforeninger er unødvendigt høje«, siger Andy Jensen. Små omkostninger I de professionelle investeringsforeninger dræner en række omkostninger til administration medlemmernes formue, hvilket barberer afkastet ned. Den slags omkostninger har medlemmerne af Langholt Invest ikke. »Den drives med frivillig arbejdskraft fra privatadresse, og ingen får løn eller honorar. Omkostningerne har endnu ikke været over 6.000 kroner i et kalenderår. De går hovedsagelig til revisoren«, siger Andy Jensen. I 2004 løb den samlede omkostningsprocent op i 0,02 pct. ud af foreningens ultimoformue på 22 mio. kr. Til sammenligning ligger administrationsprocenten i de etablerede afdelinger med obligationer på 0,53 pct. i gennemsnit. Umiddelbart lyder det ikke af så meget. Men set over en årrække får de små procenter stor betydning. Administration æder gevinsten op ATP har således beregnet forskellen i pensionsopsparing med en årlig administrationsprocent på henholdsvis 0,05 pct. og 0,50 pct. I eksemplet betaler en person 2.000 kr. ind på ordningen hver måned i 40 år, og i begge tilfælde er det årlige afkast på 4,5 pct. efter skat. Hvis man har betalt 0,50 pct. om året i administrationsomkostninger, vil formuen efter 40 år være på 3.170.000 kr. Er man derimod sluppet med 0,05 pct., vil ens formue være 330.000 kr. højere, nemlig 3.500.000 kr. Enkel strategi Et andet forhold er, at de etablerede foreninger køber og sælger værdipapirerne med jævne mellemrum i et forsøg på at optimere afkastet. Den handel skæpper godt i depotbankernes pengekasse, men påfører medlemmerne udgifter, som trækkes fra i afkastet. I gennemsnit bliver hele porteføljen handlet en gang om året i afdelingerne med danske obligationer. Det gør man ikke i Langholt. »Vi holder papirerne og sparer derved handelsomkostningerne«, siger Andy Jensen. Foreningens strategi er ganske enkel. Man investerer i ganske få lange papirer med høj rente, og kunsten består i at købe på det rigtige tidspunkt, når kursen er lav. »Dette kvartal er er meget godt eksempel, hvor vi havde store midler liggende, som skulle placeres. Det lykkedes os at ramme det tidspunkt, hvor kursen var allerlavest. Det kræver selvfølgelig også noget held, men faktisk gør vi det ni ud af ti gange«, siger Andy Jensen. Professorens råd Det er ikke kun Andy Jensen og borgerne i Langholt og omegn, der stiller sig kritisk over for de etablerede investeringsforeninger. Således har bl.a. professor ved Handelshøjskolen i København Michael Møller i flere år argumenteret for, at man skal holde sig langt væk fra de store investeringsforeninger, hvis man vil spare op i obligationer. Han mener, at investeringsforeningerne blot er et fordyrende og unødvendigt mellemled. Det klassiske argument for at investere gennem en investeringsforening - spredning af risiko - gælder nemlig ikke for obligationer. »Det særlige ved realkredit- og statsobligationer er, at der ikke er noget argument for at sprede porteføljen. De er hundrede procent sikre. Spredning er kun en god ide, hvis man investerer i aktier eller i erhvervsobligationer, hvor udstederne kan gå fallit. For en privat investor er der derfor kun grund til at have en eller to obligationsserier. Det kan f.eks. være en lang obligation, hvor renteindkomsten er sikret i hele obligationens løbetid, eller en kort obligation, hvor man er sikker på at få sine investeringer tilbage f.eks. hvert andet år«, siger Michael Møller. Væk med omkostningerne Hans opfordring lyder helt på linje med strategien i Langholt: Skær omkostningerne ned, undgå fordyrende mellemled og lad så i øvrigt opsparingen passe sig selv. Det er lige, hvad de gør i Langholt - og sådan skal det fortsætte. »Konceptet er, at det skal være enkelt. Vi investerer i lange, højt forrentede obligationer og ikke ret mange forskellige papirer. De giver et højt stabilt afkast, så folk ikke skal gå og frygte, at deres indskud bliver halveret. Hvis folk f.eks. vil investere i aktier, så må de gøre det privat«, siger Andy Jensen. Model for andre I princippet kan alle være med for et mindste indskud på 1.000 kroner. Men Andy Jensen ser mere foreningen som en model, som andre også kan gå i kast med. »De fleste medlemmer er folk med tilknytning til Langholt. På den anden side er foreningen godkendt af Finanstilsynet, så der er ikke problemer med at optage folk. Der er da også kommet nogen udefra. Men vi markedsfører os ikke«. Det er der tilsyneladende heller ikke brug for. Sidste år voksede indskuddene med 8 mio. kr., så det samlede indskud ved årets udgang rundede de 22 mio. kr. »Det vil fortsætte her i 2005, hvor vi formentlig runder de 25 mio. kr. i foråret«, siger Andy Jensen.