Med store, effektive skattefradrag slap 68'erne for selv at betale noget videre for deres ejerbolig, da de etablerede sig i 70'erne. Siden fik de en stadig mere spækket lønpose, og nu er de så i gang med at trække sig tilbage til et fedt otium med efterløn, bugnende pensioner og en solid formue fra deres bolig. Alt sammen goder, som deres efterfølgere ikke kan se frem til. De kan i stedet få lov til at knokle for at betale af på forældrenes gæld, betale deres eget forbrug med et langt mindre skattefradrag, spare op til deres egen pension og så i øvrigt skattefinansiere forældrenes glade seniorliv. 68'erne efterlader et rigere samfund Sådan tænker de fleste. I debatten om 68'ernes levefod er det ofte det hårde skyts, der bliver kørt i stilling. Men ifølge flere topøkonomer er kanonkuglerne på vildspor. Vi bliver nemlig rigere og rigere, og 68'erne efterlader dermed et rigere samfund til deres efterkommere end det, de selv overtog. »De sidste 200 år har vi haft økonomisk vækst hele tiden, og det vil vi formentlig også have de næste 100 år. Når økonomien vokser, betyder det jo, at indkomsterne vokser. Så hver gang der kommer en ny generation, vil den i virkeligheden være rigere end den forrige«, siger professor i økonomi ved Landbohøjskolen og tidligere overvismand Niels Kærgård. De yngre får den højeste livsindkomst Lars Haagen Pedersen, økonom og leder af analysegruppen DREAM, der netop beskæftiger sig med de enkelte generationers økonomiske vilkår, er enig. »Det vil altid være den yngste generation, som får den højeste livsindkomst. Det sker, fordi der hvert år er produktivitetsfremskridt. Den ligger i omegnen af to procent om året, så hvis du er født 40 år efter 68'erne, er det klart, at du vil være født i en verden, hvor produktiviteten er meget højere og lønningerne dermed højere«, argumenterer Lars Haagen Pedersen. »Men man kan vel godt forestille sig, at for eksempel 68-generationen er blevet særligt begunstiget, så det rykker ved det billede?« »Det kan selvfølgelig flytte en smule, men hvis du sammenligner 68'erne med 68'ernes børn, så er der ingen tvivl. Børnene er klart bedre stillede«, siger han og uddyber: »Hvis man ser på, hvad en 68'er har tjent gennem hele sit liv, så er det væsentligt mindre, end hvad én, der er 18 i dag, kan forvente at tjene gennem resten af livet. Verden går fremad Hverken lukrative skattefradrag, høje lønstigninger eller gode pensionsordninger til en særlig generation kan hamle op med vækstens virkning, mener Lars Haagen Pedersen. »Vi har ikke undersøgelser for det, for det er vanskeligt at gå tilbage i tiden, men der er intet som helst, der peger i retning af, at det skulle kunne opveje den generelle væksttendens«, siger han. Ifølge Lars Haagen Pedersen betaler vi i dag ganske rigtigt af på den offentlige gæld, der fulgte i kølvandet på blandt andet ekstra store lønstigninger i 70'erne. Det kan bare ikke opveje de goder - eller det større og mere moderne kapitalapparat, som økonomen kalder det - som vi i dag nyder godt af. »Det danske vejnet er jo hele tiden under udbygning, og det står der jo til de fremtidige generationer. For 10 år siden var der vel dårligt en Storebæltsbro og i hvert fald ikke en bro til Sverige«, giver Lars Haagen Pedersen som eksempel og konkluderer: »Grundlæggende er det selvfølgelig rigtigt, at der har været noget medvind til 68-generationen, men det er ikke nok til at vælte det generelle billede af, at verden går fremad, og derfor er de yngste generationer dem, der er bedst stillet«. Kommende generationer får gevinsten Heller ikke overvismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen mener, at særligt gode økonomiske vilkår for en bestemt aldersgruppe vil ændre på, at hver ny generation kommer til at få det materielt bedre end den forrige. Vores voksende arbejdsproduktivitet som følge af teknologiske fremskridt, det vil sige den økonomiske vækst, vil ganske enkelt dominere over alt andet. »Lad os bare forsigtigt sige, at væksten er halvanden procent. Halvanden procent over et livsforløb på 70-80 år bliver til temmelig meget«, lyder hans argument. Huspriser svinger mere end andre priser Det er ikke mindst 68'ernes vilkår på boligmarkedet, der står for skud, når generationens privilegier bliver kritiseret. Den tidligere overvismand Niels Kærgård tilbageviser imidlertid, at forholdene på boligmarkedet skulle have ændret noget særligt ved den rangfølge for generationers forbrugsmuligheder, som væksten medfører. »De giver nogle krusninger, der betyder meget for den enkelte, men betyder mindre på generationsniveau, for det bliver spredt ud. Det er jo noget med, hvornår man køber ejerbolig, og hvornår man får den solgt igen«. Økonomiprofessoren uddyber, at det på langt sigt ikke er oplagt, at huspriser stiger mere end andre priser. Huspriserne svinger blot mere. »Der var store husprisstigninger i 1960'erne, 1970'erne og i 1990'erne, og én, der købte hus i 92-93, har jo gaflet nogle betragtelige gevinster. Mens den berømte 68'er, der har købt hus i 1969, har haft store prisstigninger og et skattefrit år i 1970'erne, men til gengæld har han så også været ude i noget kartoffelkur og nogle kraftige husprisfald i løbet af 1980'erne«. Niels Kærgård sætter desuden spørgsmålstegn ved, om det kun lige præcis er 68'erne, der har profiteret af stigningerne på huse i 1970'erne. »Der kan jo sagtens være en 68'er, der har siddet i lejebolig i de første år og ender med at købe hus i begyndelsen af 1980'erne. Og så er han én af dem, der kommer rigtigt galt af sted«. Huspriserne er ikke så vigtige I det hele taget mener Niels Kærgård ikke, at boligpriserne spiller en stor rolle for 68'ernes velstand i sammenligning med andre generationer. »Hvis man kigger over et langt liv, så tror jeg ikke, det forandrer ret meget. Så kan du sige, at 68'erne var heldige med at komme ud på arbejdsmarkedet i 1960'erne, hvor der var fuld beskæftigelse. Men til gengæld kan man så sige, at de havde nogle usle kår i deres barndom, og man har også investeret væsentlig mere i humankapital og uddannelse for de yngre generationer. Der var jo langt færre, der blev studenter dengang, hvor det er over 50 procent i vore dage«. Kagen vokser Også vores fremtidige levestandard er sikret af vækstens potente karakter. Hverken 68'ernes børn, børnebørn eller oldebørn behøver derfor at frygte for deres velfærd, selv om de i løbet af de næste 40 år skal forsørge forholdsvis flere ældre, end det er tilfældet for de erhvervsaktive i dag. Det viser i hvert fald modelberegninger fra de økonomiske vismænd. Den økonomiske vækst - forsigtigt sat til halvanden procent om året - frem til 2040 vil således i sig selv medføre en stigning i bruttonationalproduktet på godt 80 procent. Ældrebyrden reducerer samfundskagen Eller som overvismand Torben M. Andersens udtrykker det: »Samfundskagen vil vokse til næsten det dobbelte i løbet af de næste 40 år, hvis vi sammenligner med den kage, vi har til fordeling i dag«. Så betyder det mindre, at ældrebyrden i sig selv forventes at reducere 'samfundskagen' med cirka ni procent i samme periode. Det samlede resultat bliver blot, at levestandarden vil vokse lidt langsommere, end vi er vant til. Ifølge overvismanden betyder det dog langtfra, at udviklingen er problemløs. Udfordringen ligger blot et andet sted. »De væsentligste problemer, der er knyttet til de demografiske forskydninger, er spørgsmålet om fordelingen af kagen. Det vil sige, hvor stor en del af den kage, der til enhver tid skal gå til de erhvervsaktive i forhold til, hvor meget der skal gå til dem, der ikke er erhvervsaktive«, understreger Torben M. Andersen.