Roche får kritik for løftebrud

Lyt til artiklen

I det fattige mellemamerikanske land Guatemala koster det over 60.000 kroner om året at holde en enkelt aidspatient i live med Roche's medicin Viracept. I medicinalgigantens hjemland Schweiz koster samme behandling godt 45.000 kroner. Prisforskellen er ifølge organisationen Læger uden Grænser et lysende eksempel på løftebrud. I modsætning til de øvrige store producenter af hiv/aidsmedicin - Merck, Boehringer-Ingelheim, GlaxoSmithKline og Bristol-Myers - har Roche ikke sat prisen på Viracept ned til det niveau, som det koster at producere medicinen. I 2000 sagde de fem producenter ellers i kor, at de alle støttede FN's såkaldte Accelerated Access-initiativ, der skal sikre verdens fattigste lande bedre adgang til den fornødne medicin. »De andre producenter har siden skåret prisen ned til 3.000-4.000 kroner om året. At Roche ikke er fulgt med, er et problem, fordi Viracept bruges til de patienter, der er ved at blive modstandsdygtige over for de traditionelle aidspræparater«, siger Søren Brix Christensen, læge og bestyrelsesformand i den danske gren af Læger uden Grænser. »En anden strategi« Han deltager i den sjette europæiske aidskonference, der foregår i Glasgow i denne uge. Læger uden Grænser er parate til at få Roche-produktet ulovligt fremstillet på fabrikker i Brasilien, der huser mange kopiproducenter. Men det bliver ikke nødvendigt, lover Roche. Selskabets øverste chef for hiv/aids-medicin, David Reddy, erkender problemet og vil finde en løsning »i nærmeste fremtid« »Men vi skal først have accept fra vores to partnere, Pfizer og Japan Tobacco, som vi betaler royalties til«, siger David Reddy. Ifølge Læger uden Grænser er det en »dårlig og usand undskyldning«. Organisationen modtog nemlig et brev fra Pfizer 4. november, hvor Pfizer skriver, at Roche uden problemer kan sætte prisen ned uden Pfizers accept. Det er over to år siden, at I erklærede jeres støtte til FN's program. Hvorfor har I ikke tjekket jeres partneres holdning langt tidligere? »Vi har valgt en anden strategi, hvor vi først koncentrerede os om først at nedsætte prisen på vores andet produkt, Saquinavir, og samtidig investere millioner i sundhedsprogrammer i Kenya, Elfenbenskysten, Senegal og Uganda«, siger David Reddy, og understreger, at det er en »alvorlig fejl« at fokusere så meget på prisen: »Selv om vi har foræret Saquinavir gratis væk i disse lande, tog det 18 måneder, før den første patient kom i behandling. Landenes katastrofale mangel på sundhedssystemer er det største problem«, siger David Reddy. 40 millioner mennesker er smittet med hiv/aids. 95 procent af de smittede bor i udviklingslande.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her